aug
18
2009
-

Madpakke boller

Her kommer opskriften på mine yndlings gulerods burgerboller til madpakke brug. De er både fedtfattige, fiberrige og smager fantastisk.

Burgerboller med grove gulerødder og grahamsmel:

12 stk.

50 g. gær
4 dl. lunkent vand
1 dl. yoghurt, ymer eller A38 (hvad du nu lige har i køleskabet af surmælksprodukter)
2 tsk. groft salt
200 g. revne gulerødder.
550 g. hvedemel
150 g. grahamsmel
1 æg til pensling
3 spsk. sesamfrø

burger-boller

Smuldr gæren i vandet og opløs den. Tilsæt surmælksprodukt, salt, gulerødder, grahamsmel og det meste af hvedemelet. Ælt godt og tilsæt evt. mere mel, så dejen er, så den lige præcis kan slippe fingrene. Læg et fugtigt klæde over skålen, og lad den hæve i 30 min. Hæld dejen ud på et bord, hvor du har drysset mel og del den i 12 stykker. Form bollerne og lad dem hvile i et par minutter på bordet. Læg dem på bageplader og tryk dem flade. Pisk ægget sammen og pensl bollerne. Slut af med at drysse med sesamfrø. Lad bollerne hæve i 25 min. Bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 15 min til de er gyldenbrune på toppen.

Tips til madpakken:

Madpakke til voksne:

Hvis man er så heldig at have adgang til en mikroovn eller miniovn til frokost er det billigste og nemmeste madpakke alternativ at tage rester fra aftensmaden med på madpakke. Det kan være en rest lasagne, boller i karry, kyllingelår med flutes, en wokret eller biksemad, som er egnet til næste dag, og hvor det er nemt at lave ekstra. Hvis man får noget, som ikke egner sig til næste dag, kan man have et lager af pølsehorn, grovboller eller andet hjemmelavet madbrød i fryseren. Og når man får varm mad eller grovbrød de fleste dage, så bliver det ikke kedeligt, når man fylder de sidste dage ud med rugbrødsmadder. Husk også skrællede gulerødder og frugt til mellemmåltiderne.


Written by admin in: | Tags:,
mar
20
2009
-

Anderledes frikadeller

Disse frikadeller er en lidt spændende variation af de klassiske frikadeller. Det er noget børnene elsker, og det er en smart måde at lokke flere grøntsager indenbords uden at de opdager det :-)

1 kg. hakket svinekød
2 små æg
2 revne løg
2  små revne gulerødder
1 dl. revet ost yderligere skåret i stykker
Salt
Peber
1 tsk. oregano
1 lille håndfuld frisk basilikum
1-2 fed hvidløg

Bland alle ingredienserne til farsen (start med at røre kødet med saltet) og sæt den på køl i en times tid. 
Steg så frikadellerne i smør/olie på panden til de er gennemstegte og godt brune.

Serveres med kartofler i både og agurkestave, cherrytomater og peberfrugter i strimler (eller andet gnavegrønt)

mar
05
2009
0

Kyllingewraps med karrydressing

Opskriften er til fire wraps

Wraps:
4 stk. tortilliawraps
2 grillede kyllingefileter skåret i tynde skiver
1 rødløg
½ iceberg salat
1 rød peberfrugt
½ agurk
Salt og peber

Dressing:
2 dl. creme fraiche 18%
2 spsk. karry
lidt citronsaft
2 tsk. sukker
Salt og peber

Skær peberfrugten og agurken i tynde skiver, snit salaten fint og rødløget i tynde ringe. Skær kyllingefileten i tynde skrå skiver.
Bland dressingen og fordel den på de fire tortilla wraps. Fordel nu fyldet og rul dem sammen. Skær den skrå over på midten og læg på tallerkenen.
Kan evt. nydes med ananas til, og man kan også putte lidt baconknas i wrapsene.
wrap-med-kylling

jan
22
2009
0

Sunde pandekager

Disse pandekager er rigtig gode til små børn som alternativ til rugbrødshapsere. Ellers er de også gode til større børn (og voksne) til frokost. 

1 æg
3 spsk. fuldkornsmel
1 dl. mælk
1 dl. kogte og blendede grøntsager. F.eks. gulerødder, spinat el. broccoli.
salt og peber 

Pisk ægget sammen med mælken og tilsæt mel og grøntsager samt salt og peber. Bages som små pandekager. Kan sagtens lade sig gøre på en alm. stor pande, da de ikke flyder så meget ud.

Written by admin in: | Tags:, , , ,
jan
22
2009
0

Ovnbagte grøntsager

Ovnbagte grøntsager serveres som tilbehør til stegt kød. F.eks. svinekoteletter eller kyllingefileter. Lav også et fad med stegte kartofler til, så har du en luksusmiddag!

Ovnbagte grøntsager:

3 gulerødder skåret i tykke skiver
3 pastinakker skåret i tykke skiver
2 Rødløg skåret i både 
1 Grøn peberfrugt skåret i store stykker
½ bakke hele champignons
olivenolie 

Skær alle de rengjorte grøntsager i stykker og læg dem i et ildfast fad. Hæld olivenolie over, drys med groft salt og sæt i ovnen ved 200 grader i ca. 45 minutter. Sæt stanniol over fadet den første halve time. 

Drys evt. med yndlingskrydderiet eller et krydderi der passer til kødet. Det kan være timian, basilikum eller oregano.

Written by admin in: | Tags:, , ,